POPS PÅ REJSE

Det er herligt at kunne notere at den første halvdel af 2002 har båret præg af stor POPSlig rejseaktivitet.

Gennem de sidste par år har vi planlagt vor deltagelse i det 6. World POPS competition, der fandt sted i begyndelsen af marts 2002 i Matamata i New Zealand.
Det danske kontingent bestod af 5 springende POPSer med familie, der hver især oplevede en spændende måned i NZ.

Søndag den 3. marts mødtes vi på Waharoa flyveplads lige uden for Matamata. På de store græsbaner blev der under 2. verdenskrig trænet bombebesætninger til indsættelse som allierede forstærkninger. Nu er der en aktiv flyveskole og en stor faldskærmsklub med mange tandemspring.

Matamata er en ganske lille by som ligger ca 170 km syd for Auckland på Nordøen. Den blev verdenskendt under optagelserne til Ringenes Herre og i den anledning arbejder man ihærdigt på at få byen omdøbt til Hobitown. Det var at læse på skilte ved alle indfaldsveje. Matamata ligger i en frodig dal, beskyttet af Kaimai Range, en lav bjergkæde ud mod Stillehavet.

Søndag aften blev der budt KIA ORA (Velkommen på Maui), med en stor gallafest i den nærliggende Maui landsby. Her blev danset og sunget og gnedet næser, og vi fik den lækreste mad tilberedt på gammel traditionel Maui maner i en nedgravet jord-ovn. Det var en meget stor oplevelse.

Konkurrencerne løb fra den 3. til den 10. marts, og var begunstiget af et, selv efter New Zealandske forhold, pragtfuldt sommervejr med blue skies og 27-29°C.
Det 6. World POPS havde deltagelse af 241 aktive POPSer fra 12 nationer, hvoraf den ældste aktive springer var den Australske Jim Brierly på 79 år. Hans første spring var ud af en C47 under anden verdenskrig over Grækenland.
Der var spring fra varmluft ballon, C47 Dakota, PBY5A Catalina flyvebåd, Mi-8 Russisk helikopter, Pilatus P6 Turbo Porter, to C206 og en C172.

En af dagene flyttede hele stævnet til en anden springplads en times kørsel sydpå ved Lake Taupo, den største sø i NZ.
Her satte 4 af de danske POPSer en ny rekord. For første gang i Dansk faldskærmshistorie blev der formeret en 4-mands stjerne af springere over 60 år. Alle er vi også medlem af den nye fraktion der hedder SOS: Skydivers Over Sixty.
De stuvede 36 mand sammen i en Mi8 helikopter uden bagport. For de som ikke har haft fornøjelsen, kan jeg sige at der kun er plads til så mange springere hvis vi står op, helt tæt sammen, som sild i en tønde. Så det gjorde vi. Man skal absolut ikke have tendens til klaustrofobi. Ingen kunne bevæge sig og kun få kunne kigge ud.
Til gengæld var den ikke mere end ca. 10 min. om at fragte os op i 10.000 fod, og da den stod forholdsvis stille over pladsen, var det kun at sørge for tidsmæssig separation mellem holdene.
Det var et meget smukt spring. En varm sommerdag over bredden på Lake Taupo, med de sneklædte bjergtinder på den anden side af søen. Betagende.
Springet blev udført den 8. marts 2002 kl. 15.40 af Helge Hansen NJFK, Svend Mikkelsen NFK, Bent Jakobsen POPS og John Holstein FF66
Springet blev bevidnet af både World TOP POP John Crowhurst og World TOP JOS Bill Wood.
Femte dansker var vores "unge" deltager Niels Due fra NFK (Dansk POPS mester), der som en anden benjamin fulgte os fra Mi8'eren, og med Dannebrog under sig i bærende skærm, gjorde værdigt opmærksom på Danmarks tilstedeværelse. Det tog virkelig kegler hos tilskuerne.

Der blev konkurreret i 4 og 8-way CRW, 4-way formation, præcision og Hit and ROCK.
Under hele stævnet blev der sprunget 2911 spring med 2 reservetræk og et brækket ben som eneste uheld.

Ved dette World POPS afgik den siddende World TOP POP John Crowhurst, GB, der blev afløst af den Schweiziske TOP POP Theo Fritschy, der nu beklæder posten indtil det 7. world POPS Meet, der finder sted i Schweiz i august 2004.
Theo lod forstå at han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at vi kunne få lov til at springe fra en gammel Junkers 52, "Tante Ju". Det er den navnkundige 3-motorede "bølgebliks flyver" kendt fra filmen Ørneborgen.

Vi glæder os allerede til august 2004, og de danske springere der endnu ikke er POPS-modne, men bliver det inden, kan også glæde sig til et nyt pragtfuldt POPS stævne i Schweiz

Endvidere har der været et hold Danskere i Norge og besøge vore Norske venner "VETERANERNE" til et hyggeligt stævne på Geiteryggen Flyplass syd for Oslo.
Desværre var det ikke det bedste vejr i den sidste week end i maj, men der blev da sprunget, og der blev sejlet en dejlig tur i den Norske skærgård.
Her deltog John Johansen FS2000, Niels Due NFK, Preben Axelsen NFK, Erik Prip FVF, Kurt Danielsen FF66 og Helge Hansen NJFK. Alle med koner og kærester.

Bodil og Jørgen Meyer har sædvanen tro besøgt det franske POPS arrangement i Peronne, og Bent Jakobsen har deltaget i det Tyske POPS i Meissendorf, 130 km sydøst for Hamborg.

Der har således været stor dansk deltagelse udenfor landets grænser i de første 6 måneder, men det er jo ikke slut med internationale POPS stævner i år.

Vort eget POPS 2002 bliver holdt på Maribo Flyveplads den 24. og 25. august, hvor KFK-Falcon vil være værter for stævnet. Vi skal bo på det 4-stjernede Maribo Søpark Hotel 7 km fra pladsen.
Invitation til dette arrangement kan læses på www.pops-dk.dk

Ud over dette er der mulighed for deltagelse i POPS stævner i Polen, Østrig og Holland. Se i "Springeren" under konkurrencer i udland. Der er en vis status i at komme fra POPS-DK.
Det ved vi fra de stævner vi har besøgt i andre lande.

Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke den nu hedengangne Sjællandske Faldskærms Union for den smukke gestus det var at donere en vandrepokal til vinderen af den årlige Danske POPS konkurrence. Den vil blive uddelt første gang til præmieoverrækkelse i KFK-Falcons lokaler den 25. august 2002.

John Holstein
TOP POP DK