Forfatter: Jørgen Skov
5 aktive danske POPS'er til det 8. POPS World Meet 2006.
Vi var 5 danske springere til 8PWM: Bent ”Post” Jakobsen, Helge Hansen, Ole Kristensen, Erik Prip og Jørgen Skov. I alt deltog ca. 150 aktive springere fra 14/15 nationer med et aldersspænd fra 40 til 83 år.
Ole med kone Marianne og datter Stine holdt en længere ferie i USA, når de nu alligevel var derovre. Bent ”Post” havde også kone og datter med og holdt nogle dage ekstra. Vi sidste 3 fløj sammen både frem og tilbage, men havde kun indlagt en bufferdag i hver ende til uforudsete begivenheder.
8. POPS World Meet blev holdt på Skydive Arizona, verden største springcenter. Amy Chmelecki var den daglige ansvarlige for os "gamle" POPS’er, og hun var bare det sødeste søde menneske. Hun fik virkelig en plads i alles hjerter med sin charme og venlighed. I parentes skal siges, at hun ikke er frøken hvem som helst: 29 år, 8.000 spring og flere gange amerikansk mester i freefly og freestyle, organizer og deltager i headdown verdensrekorder m.m.. Men det kunne man overhovedet ikke mærke på hende. Flyflåden var imponerende: 9 fly med en samlet løftekapacitet på ca. 250 springere. Specielt skal her nævnes DC-3’eren og Twin Beech’en.
Generelt kan siges, at vi alle syntes, at hver en dollar til turen var givet godt ud. Vejret var fint stort set hele tiden, ca. 30 grader, skyfrit og vindstille. Vi fik dog lige at mærke, hvor hurtigt vejret kan skifte. Fra 0 til 15 sekundmeter på 30 sekunder og så ellers en ordentlig regnbyge. Hele arrangementet var præget af en meget god stemning og organisering, og den gratis fadølvogn med 5 typer øl efter afslutning af springvirksomhed hjalp med til at holde det sociale sindelag i top. Der blev også holdt en dejlig ”Mexikansk Fiesta” fest og en afslutningsbanket med medaljeuddeling. Åbningsceremonien bliver især husket for en indianers usædvanlig flotte optræden med et hav af ringe. Erik Prip's gentagne udtalelse: "Alt er bare 10 gange større herovre" vil klinge i vore ører i mange år fremover.
Ud over konkurrencerne var der også stor SOS og JOS aktivitet med store formationer.
Der blev arrangeret et 14-way national-jump, hvor 1 fra hvert land deltog. Her deltog jeg.
Der var et XX-way spring for springere med over 40 år i sporten. Her deltog Helge.
Der var et memorial-jump for alle, der havde deltaget i krig for deres fædreland.
Der blev lavet et 96 mands massedrop fra 3500 meter med 3 fly i formation. Alle danskere var med i DC-3’eren. Rækkespring med 5 sek fritfald og resten af turen i åben skærm. Flot flot flot.
I følge Bent ”Post” Jakobsen har Danmark aldrig pladseret sig bedre til et PWM. Der var diplomer til pladseringerne 10-4 og medaljer til top 3. Vore bedste resultater blev:
National RW: 10 plads til Helge, Ole, Erik og Jørgen. 0 point og næstsidst, og ikke det vi var mest stolt af. Men Danmark var med for første gang, og uden forudgående træningsspring samt exiterfaring fra sidedør kunne det næsten ikke blive bedre. Vi undgik dog skader, hvilket 11. pladsen ikke gjorde.
Scramble RW: 8. plads til Helge Hansen
Sport Accuracy: 5. plads til Jørgen Skov
Kongedisciplinen Hit’n Rock: 6. plads til Erik Prip
Bent Jakobsen modtog USPA’s bevis for 3000 spring og 36 timers fritfald af Bill Wood.
Andre specielle events, som vi vil huske: Helge, Ole, Erik, Jørgen, Marianne og Stine var i SkyVentureArizona’s vindtunnel. Fed oplevelse.
Alle danskere var på besøg i PIMA Air and Space Museum, hvor der var masser af lækre fly at se på. B-52’ere, Blackbird, gamle Air Force One, Super Constallation og mange mange andre flyvejern, ca. 250 fly i alt. Nævn dem og de var der (næsten). Men turen huskes helt specielt for en 1 times tur gennem det amerikanske flyvevåbens opmagasineringsplads for ca. 4.200 fly. Der var fly og helikoptere i så enorme mængder af alle slags, at kæben hang helt nede på jorden hos alle. Vildt vildt imponerende, og endnu større end Erik Prip’s slagord: "Alt er bare 10 gange større i USA".
Næste gang er i Australien fra den 25. april til den 3. maj 2008, og vi 5 USA farere vil næsten helt sikkert være at finde der til den tid. Og til alle andre danske POPS’er: Få nu sat det mål at ville deltage – og gør noget ved det.
Ny World TopPop er Ian Robertson fra Australien, en uhyre sympatisk mand, som jeg sprang scramble RW med i Schweitz 2004.
Her er min dagbog over begivenhederne på turen.
Dag 1
Min kone Else og jeg tog hjemmefra klokken 7 i fint vejr. Vi var i lufthavnen klokken 8, hvor vi straks mødte Helge Hansen, og en halv time senere kom Erik Prip. Kuffertindtjek gik nemt, men der var lang kø ved sikkerhedstjekket. Jeg havde en meget lille Cypres skruetrækker, som de konfiskerede efter en større eftersøgning. Jeg fattede det ikke rigtigt, da jeg mente at have efterladt den hjemme, men det skulle senere vise sig, at jeg faktisk havde 2, og ganske rigtigt havde ladet den ene blive hjemme. Ved flyet var der yderligere et tjek igen. Flyveturen til Atlanta tog 9½ time, og i den tid fik vi løst en masse sudoku'er. Serveringen i flyet var rigtig god. I Atlanta, der er en kolossal lufthavn, gik det stort set smertefrit, og efter 5 kvarter var vi ved vores fly til Phoenix. Transporten mellem terminalerne foregik med førerløst tog. Securitykontrollen var enormt striks, selv skoene skulle af. Vi ventede kun 3 kvarter på flyet til Phoenix, så hurra for, at vi landede i Atlanta en ½ time før beregnet. Ellers havde tiden været meget knap. Turen til Phoenix tog små 4 timer og forløb uden problemer, og uret var nu rykket 9 timer tilbage. Flere sudoku'er blev løst undervejs. Fra lufthavnen tog vi en taxa til Motel 8, hvor vi hurtigt blev indlogeret. Hurra for det store Internet, fra hvilket alt var blevet arrangeret. Bagefter gik vi ud og købte noget øl m.m. og så hyggede vi os på Prip's værelse i et par timer. Helge og jeg delte et dobbeltværelse. Der var ca. 30 graders varme udenfor ved 22-tiden.
Dag 2
Efter en elendig nattesøvn - det havde vi alle, sikkert jetlagets skyld, og desuden var vores toilet stoppet - hvor jeg var vågen fra 0:30 til 4:30, stod Helge og jeg op klokken 6. Vi fik badet og barberet os, og vi fik pakket vores grej. Klokken lidt over 7 spiste vi et spartansk morgenmåltid på motellet til lyn, torden og regn, men det holdt op ved 8-tiden. Efter en del research og snak - receptionisten vidste absolut ingenting - blev vi enige om at anvende Greyhound bussen. Motellets shuttle-bus kørte os til Greyhound stationen, hvor vi fik købt billetter til Casa Grande. Inden afgang var der razzia i bussen af myndighederne efter illegale mexikanere, og der var fangst. En person blev taget med. Bussen havde afgang klokken 9:40, og en time senere var vi i Casa Grande. Her viste det sig, at der var yderligere 15 km til motellet, hvor vi skulle bo, men vi fandt hurtigt en bil, der for 15 dollar kørte os derud. Helge og jeg fik hurtigt et værelse af 2 venlige gamle damer. Vi var fremme ved motellet ved 11-tiden, mens Erik's værelse var først klart lidt senere. Ventetiden brugte vi på at spise frokost - god mad - på den hyggelige restaurant "Golden 9" lige ved siden af motellet. Da Erik var installeret, tilkaldte vi vores "private" taxa, og han kørte os til Skydive Arizona for 5 dollar. Her startede vi med at blive registreret til boogiet, hvilket tog lidt tid, men de var venlige og hjælpsomme. Mange var allerede ankommet, og vi fik hilst på mange venner fra det 7. POPS World Meet i Schweitz, blandt andet Ian "Robbo" Robertson med kone fra Australien, Sergei Kiselev, Mikail Ulitin og Vladimir Svinarev og en fjerde russer, som var udskiftet siden sidst, Pat og Alice Moorehead samt mange andre. Vi købte springbilletter, men det blæste for meget til spring. Klokken 17 blev der endegyldigt lukket ned og åbnet op for fri øl. Vi fik en masse hyggesnak og blev til sidst kørt hjem af "Robbo" og kone. Tilbage på motellet mødte vi Ole, Marianne og Stine, der netop var ankommet noget forsinket på grund af myldretid, men absolut kørende i en rigtig flot bil. De fik deres værelse, og vi gik så alle på Golden 9 og fik en gang dejlig aftensmad. Men så var jeg også træt klokken 21 og ville i seng. jeg sov hårdt og godt til klokken 3:30.
Dag 3
Jeg var lysvågen klokken 3:30 og satte mig ud på toilettet og skrev dagbog for ikke at genere Helge. Først lavede jeg dog total panik, da min mavetaske var væk, men jeg fandt den der, hvor jeg selv havde lagt den efter at have gennemrodet alt. Ellers stod Helge og jeg op klokken 6 til badning og barbering. Vi mødtes ved Golden 9 klokken 7:15 og fik et lækkert morgenmåltid. Da familien Kristensen var lidt forsinket, ankom vi først klokken 8:30 til Skydive Arizona, hvor springvirksomheden allerede var i fuld gang. Vi kom på lift 5 og lavede en 4-way med Mihail fra Rusland som startspring. Solskin hele dagen. Vi hyggede os i løbet af dagen og fik yderligere 2 spring. Jeg lod profpakkere pakke min skærm, da det var billigt - kun 6 dollar - og langt mere afslappet i varmen. Bent "Post" Jakobsen med kone og datter ankom klokken 16. Vi hilste på ham og fik en lille snak, men så ellers ikke meget mere til ham i dag. Efter omkring 40 Twin-Otter lift lukkede springeriet, og klokken 17:30 startede åbningsceremonien. Først den amerikanske nationalmelodi, herefter en del taler, og til sidst så vi en flot indiansk "Ringdans", arrangeret af det australske team. En meget imponerende og akrobatisk opvisning med et utal af ringe. Herefter var der fri øl og pandekager. Jeg fik en masse snak med Robbo's kone og 2 andre australier. Efter 4 øl ledte jeg i lang tid efter de andre, indtil de pludselig stod på stedet, hvor jeg lige var gået fra. Jeg så dog inden, at bilen stadig var her, så kørt hjem var de ikke. Vi var tilbage på motellet klokken 21:30.
Dag 4
Op klokken 6 til badning og barbering. Morgenmaden blev nu næsten traditionelt spist på Golden 9, vores lokale restaurant. Morgenmaden er god og solid og kan holde hele dagen kørende. Klokken 8:30 var vi fremme på springpladsen. Det gav 1 spring om formiddagen, og herefter blev der standby på grund af regn, vind og torden. Springeriet blev genoptaget klokken 14, og så gav det yderligere 2 spring inder der igen blev lukket ned, igen på grund af torden, regn og kraftig blæst. Det sidste spring blev fra 2500 m pga. uvejrets rykken ind. Dagens sidste lift blev et "Memorial" lift, hvor asken fra den afdøde - et koryfæ inden for amerikansk faldskærmssport - blev strøet ud fra en Skyvan. En trompetist blæste "Retræten", mens alle stod stille. Springvirksomheden blev stoppet for resten af dagen og ølvognen blev åbnet, og så nød vi et par græskar-øl, mens regnen væltede ned. Det skal lige nævnes, at ølvognen har 5 forskellige typer fadøl, men min personlige favorit blev hurtigt græskar-øllen, der var rigtig god. En flot dobbelt regnbue fuldendte den smukke eftermiddag, trods regnen. Vejret viste sin uberegnelighed ved, at vinden steg fra næsten 0 til over 15 sek/m på under et minut i forbindelse med uvejret. Aftensmaden blev indtaget på Golden 9, og jeg var i seng klokken 21:30. Ole Kristensen har fået sin knæskade brudt op, så hans højre knæ er fyldt med vand. Det skal lige nævnes, at han ingen knæskal har i det ben. Helge fik et ryk i nakken, så han havde kraftig hovedpine hele dagen.
Dag 5
En dejlig dag med solskin og ca. 30 grader, dog var der midt på dagen standby i en ½ time pga. høj vind. Bent "Post" og Bill Wood fik lavet CRW - en utilsigtet skærmkollision i luften -, men begge kom ud af det med nogle sammenklappede celler. Årsag og skyld forbliver uopklaret pga. manglende vidner, men almindeligt super uheld er nok forklaringen. Ole og Marianne fik spærret deres kreditkort af uforklarlige årsager, så der var lige lidt panik i andedammen. Om aftenen fik jeg en lang hyggesnak med russerne og senere med Robbo fra Australien. Jeg blev udnævnt til TOPPOP substitut af Bent og de andre til mødet i morgen, da jeg er den bedste til at tale og forstå engelsk. Konkurrencerne er startet, og indtil videre klarer Helge sig vældig godt i både præcision og RW.
Dag 6
Helge og jeg stod op klokken 5:30. Han og jeg spiste morgen mad på Golden 9. Vi var på springpladsen lidt før klokken 8 og blev mødt af et kvarters udkald til 3. runde præcision. Vi kørte 3 fulde runde præcision om formiddagen. Mit første spring i morges gav stort bifald, da jeg var lige ved at flyve ind i hangaren. Et ufrivilligt stunt jeg ikke har tænkt at gentage. Jeg fik flaret lidt for højt i 0 vind og havde en dårlig retning. De 2 danske resultater i præcisionskonkurrencen, hvor 54 deltog, blev: Helge fik en 37. plads, mens Jørgen fik max afvigelse sammen med 11 andre. Klokken 13 startede sidste runde scramble RW fra DC-3'eren og slutresultatet i konkurrencen - hvor der deltog 23 hold - blev for os danskere: Helge's hold fik en 8. plads med 10 point, Erik's hold fik en delt 15. plads med 6 point, Jørgen's hold fik en delt 17. plads med 5 point og Bent's hold fik en delt 20. plads med 3 point. Ole, Marianne, Stine og jeg brugte en halv time på springpladsens Internetcafe, så vi kunne få sendt nogle mails. Helge afsluttede dagen med et SOS load fra DC-3'eren, der endte med en udelanding. Jeg tilmeldte mig "Sport Accuracy" konkurrencen, så jeg deltager nu i samtlige konkurrencer. Klokken godt 18 var jeg til TOPPOP møde, hvor det 9. POPS World Meet blev vedtaget henlagt til Australien, og samtidig blev Ian Robertson valgt til ny World TOPPOP. Senere spiste vi aftensmad på "Golden Corral" efter Bent "Post’s" anbefaling, og det skuffede ikke. Der var enorme mængder af al slags mad og det til kun 12 dollar pr. person, og det inkluderede også drikkevarerne. Selv håndtørreren på toilettet var imponerende, en vindtunnel i sig selv, der næsten blæste dig ud af døren. Come on Dan Dryer, du har noget at lære.
Dag 7
Igen en flot solskinsdag med 30 graders varme, og for mig gav dagen 6 spring. Ellers startede dagen som sædvanlig for Helge og jeg, først badning og barbering og dernæst morgenmad på Golden 9. Ole med familie stod for transporten til og fra springcenteret. Ellers gik dagen slag i slag med 3 runder "National RW" og formiddagen og 3 runder "Sport Accuracy" om eftermiddagen. I "National RW" konkurrencen deltog Helge, Ole, Erik og Jørgen med holdet Vikings. Vi gjorde det med maner, der blev bemærket af andre, ikke for vores resultater, men mere for vores uheld. I 2. spring gik Eriks reserve op i flyet, så vi måtte gå ned igen, og i 3. spring gik Ole i fladt rygspin pga. af en ny glat springdragt, han havde lånt, og vores videomand kom til skade, da hans hjelm fangede linerne til faldskærmen, så han fik en ordentlig blodtud plus adskillige skrammer i ansigtet. Min egen springdragt har fået højre ærme flået op, så den nu er holdt sammen af et stort antal clips. Billigt skidt, den har kun holdt i 23 år. Ellers gik det slag i slag med førnævnte uheld. Sport Accuracy blev afviklet i strålende solskin og næsten ingen vind fra forskellige retninger minus den sydlige. Jeg lagde alle spring i målcentret, hvilket var langt over forventning. Jeg endte på en 5. plads ud af 32 deltagere, men en gang imellem er det vel også OK, at heldet tilsmiler en. Efter dette afviklede "Vikings" sidste runde RW, hvor vi næsten scorede 1 point, men slutresultat forblev 0 point. For mig var det 6 spring og en stor regning hos prof-pakkeren (der pakker op til 70 skærme om dagen). Efter de obligatoriske aftenøl tog vi til Golden Corral og spiste og drak, hvad vi lystede.
Dag 8
Efter det obligatoriske morgenritual - bad, barbering og morgenmad - var vi tilbage på springpladsen. Igen var det en smuk solskinsdag med stort set ingen vind. Helge, Erik og jeg var på 1. lift, hvor vi forsøgte os på en "Horny Gorilla", men timingen lykkedes ikke. Ellers stod dagen på "PIMA Air & Space Museum", der ligger ved Tucson. Afgang var klokken 11, men bussen ankom en ½ time forsinket. På vejen til museet blev vi forsinket yderligere en hel time pga. brand i en sættevogn, der var blevet forvandlet til forvredet metal. Museet var uhyre interessant med masser af spændende fly, bl.a. Blackbird, B-52'ere og John F. Kennedy's Air Force One. Dagens helt store højdepunkt var imidlertid besøget på det amerikanske flyvevåbens opmagasineringslager for flyvende materiel. Der var ca. 4.200 fly - adskilt og konserveret -, så de med kort varsel kunne gøres flyveklare igen. Det var mageløst imponerende at se de enorme mængder af militært isenkram. Busturen - der var guidet - varede en hel time, men bussen måtte ikke forlades, forståeligt nok. Tilbage ved museet var der lige en halv time til overs til køb af souvenirs etc., inden turen gik tilbage til Skydive Arizona, hvortil vi ankom klokken ca. 18. Amy Chmelecki var vores guide på turen, og hun er bare vores kære lille darling. Aftensmaden blev indtaget på en nærliggende truckerrestaurant. Ellers var det tidligt i seng, da vindtunnelen kalder i morgen tidlig.
Dag 9
Op klokken 5:30 for at blive klar til den store vindtunneldag på SkyVentureArizona. Efter morgenmad ankom vi til vindtunnelen klokken 7:30, hvor vi først kiggede lidt på de andre, inden vi kom ind til en kort briefing og blev iklædt udstyr. Klokken 8:30 var det vores tur, og jeg var inde som den første. Det var bare virkelig fedt og helt sikkert noget, man kan lære en masse af. Vi 4 springere fik hver 2 gange 2 minutter, mens Stine og Marianne fik 1 gange 2 minutter. Marianne syntes absolut ikke om det og opgav efter 30 sekunder. Hun fik et deja vu fra hendes korte karriere udi faldskærmssporten, hvor netop ufrivillige spin i fritfald stoppede hende. Tilbage på DZ'en fik vi lige et formiddagsspring. Om eftermiddagen var der så kongedisciplinen Hit'n Rock. Her klarede Erik Prip sig formidabelt med en 6. plads ud af 87 deltagere. Jeg blev viklet ind i en anden faldskærms liner ved landingen, og så var den chance for en god pladsering forsvundet. Dagen sidste oplevelse var et solnedgangs massedrop fra 3.400 meters højde fra 3 fly i formation med i alt 96 springere. Alle åbnede efter få sekunders fritfald, og så var det ellers bare at nyde udsigten. Super duper afslutning på dagen. Om aftenen var vi til mexikansk fiesta. Det var enormt hyggeligt med mexikansk orkester og mad. Jeg slog "katten af tønden" - "pinata" på mexikansk - med bind for øjnene. Ramte et par gange eller 3 ud af 7-8 slag, inden det var næstes tur. Helge vandt et håndklæde og en t-shirt fra Cypress. Til slut fik vi danset lidt med pigerne. Jeg fik kysset Amy Chmelecki, hvilket jeg havde proklameret tidligt på boogiet, at det nok skulle lykkes inden hjemrejsen. Jeg var i seng klokken 22:30.
Dag 10
Overskyet fra morgenstunden og frisk vind, hvilket var noget helt nyt. Helge, Erik og jeg tog et Hop & Pop spring fra 1.200 meter. Senere fangede jeg i min høresnegl, at der var ved at blive arrangeret et spring for dem med over 40 år i sporten, så jeg fik lynhurtigt Helge med på det spring. I starten af eftermiddagen var der et vindhold, men Erik og jeg fik lige et sidste 8-way forsøg med 4 kiwier og 2 aussier. Herefter var det hjem for at bade og blive klar, og vi så lige vores vindtunnelfilm. Klokken 19:30 startede afslutningsbanketten, og vi ankom lidt tidligere. Det var stemningsfyldt sat op med en skinnende Twin Beech som baggrund. Efter maden, der ikke var noget at skrive hjem om, var der overrækkelse af præmier, efter de indledende taler var slut. Og vi danskere tog godt for os af sagerne. Bent Jakobsen fik overrakt USPA diplomer for 3.000 spring og for 36 timers fritfald. Helge fik en 8. plads i Scramble RW. Jeg fik en 5. plads i Sport Accuracy. Erik fik en 6. plads i kongedisciplinen Hit and Rock. I National RW fik Helge, Ole, Erik og jeg en 10. plads. Jo, stemningen var høj i den danske lejr. Vi var hjemme på hotellet ved 23 tiden.
Dag 11
Helge og jeg stod sent op i dag, først klokken 6:30, og spiste så morgenmad på Golden 9 som sædvanlig. Klokken 9 tog vi alle i Ole's bil til Old Tucson Studios, hvor et utal af Western film er optaget. Naturen var smuk, men studiet i sig selv var en skuffelse og havde absolut haft bedre tider. Kun en ældre mand i "Jernminen" var virkelig en oplevelse - "Follow the light". Hjemme igen på motellet slappede vi lidt af og tog så til Golden Corral og fik et herremåltid. Hjemme igen gik Erik og Helge på Golden 9 og drak et par whiskyer sammen med Kiwierne. Jeg gik i seng efter at have brugt en del tid på at arrangere turen til Phoenix i morgen. Igen havde vi dejlig vejr, men lidt køligere end vi nu var vant til.
Dag 12
Helge og jeg stod op klokken 6 og spiste morgenmad på Golden 9. Jeg skulle være tilbage på motelværelset klokken 8 for at vente på en opringning fra vores "taxachauffør", så afhentningstidspunktet kunne aftales. Han ringede ikke, men efter lidt besvær fik vi med receptionisternes hjælp fat på ham. Han hentede os på motellet klokken 9:30 og bragte Erik, Helge og jeg direkte til Super 9 motellet i Phoenix for 45 dollar. Vejret var blevet rigtig dejligt igen. Efter at have indkvarteret os gik vi en lang tur ud mod lufthavnen, hvor vi - helt sikkert ganske ulovligt - passerede en jernbane efter at have forceret en afspærring, inden vi begav os tilbage langs en kunstig kanal. Undervejs fik vi lige et truckermåltid til 3 dollar pr. næse. Erik havde været i nærkontakt med en kaktus, så jeg måtte lege læge og pille en masse små pigge ud af hans ene ben. Et rigtig pillearbejde, bogstaveligt talt. Herefter udvekslede Erik og jeg billeder på vore computere, mens Helge tog en lur. Aftensmaden bestod igen af et truckermåltid - store hotdogs og cola, hvorefter vi hyggede os i den lune aften bl.a. med at følge en helikoptereftersøgning tæt på. Hvad de søgte efter fandt vi ikke ud af, men det lykkedes tilsyneladende ikke. Klokken 22 var det sengetid.
Dag 13
Tidligt op klokken 4:30 og afgang med motellets shuttlebus til lufthavnen klokken 5:00. Indtjek gik smertefrit, men jeg måtte af med 25 dollar i overvægt pga. en for tung kuffert. Jeg havde så mange ting med, at security-tjekket var lidt af et mareridt pga. chancen for at glemme nogle af sine ting. Til gengæld blev kufferten tjekket helt igennem til København, så ingen problemer senere i Atlanta. Afgangen blev forsinket en halv time til 8:40, men det betød jo bare lidt mindre transittid i Atlanta, hvor vejret var elendigt med skyer helt ned til jorden. Her var flyet igen forsinket en halv time, men landingen foregik planmæssigt klokken 9 i Kastrup. Flyet var kun halvt fyldt op, så jeg fik tiltusket mig 2 sæder bagest i flyet, hvilket muliggjorde en 4-5 timers søvn, så jetlagets virkninger kunne formindskes. I Kastrup stod min dejlige kone og ventede på mig, så efter at have sagt farvel til Erik og Helge gik turen til Søborg. En fabelagtig god tur med for mit vedkommende 27 faldskærmsspring var slut, og i morgen hedder det arbejde igen.